Den nye McCormick-forhandler er fundet i Thy

Thy-Mors Udmugning og Maskinservice er ny forhandler af McCormick traktorprogrammet i Thy og Hanherred samt på Mors.

– Vi ser meget frem til at arbejde sammen med Thy-Mors Udmugning og Maskinservice omkring salg af McCormick traktorer, siger Jakob Helms fra Helms TMT-Centret A/S, der for nylig blev dansk importør af McCormick traktorprogrammet fra italienske Argo Tractors.

– Vi har nemlig i forvejen et rigtig godt samarbejde med firmaet, da de igennem en årrække har været vores lokale forhandler af Schäffer læssemaskiner, forklarer Jakob Helms.

– Thy-Mors Udmugning og Maskinservice har allerede solid erfaring med salg af traktorer. De har sammen med deres medarbejdere en professionel tilgang til opgaverne, og vi kender dem for at være rigtig stærke indenfor kundepleje, siger han og fortsætter:

– Der er ingen tvivl om, at med så kundeorienteret en forhandler er der potentiale for af få gang i salget af McCormick traktorer i denne del af Danmark. Med deres beliggenhed i Sundby Thy dækker de et område med en vis afstand til vore egne tre afdelinger. De vil være lagerførende i løbet af kort tid.

Forhandleraftalen mellem Thy-Mors Udmugning og Maskinservice og Helms TMT-Centret blev indgået under Agromek i november sidste år.

Udbygget samarbejde

– Vi har i forvejen et rigtig godt samarbejde med Helms TMT-Centeret omkring Schäffer læssemaskinerne, og vi glæder os til, at dette samarbejde nu bliver udbygget omkring McCormick traktorerne, siger Jan Christensen, indehaver af Thy-Mors Udmugning og Maskinservice.

– Vi har hidtil forhandlet et af Argo Tractors’ øvrige produktprogrammer, nemlig Landini traktorerne, hvilket vi fortsætter med, fortæller han.

– Det tegner lovende, for McCormick som brand har et godt ry. Desuden ved vi af erfaring, at Helms TMT-Centret er en solid samarbejdspartner. Vi har nogle fælles værdier, fordi både de og vi er familieejede firmaer, påpeger Jan Christensen.

Thy-Mors Udmugning og Maskinservice blev grundlagt for 32 år siden og beskæftiger totalt 11 medarbejdere. Udover traktorer og læssemaskiner sælger og servicerer firmaet blandt andet diverse landbrugsmaskiner, udmugningsanlæg og fodringsanlæg.

Artiklen er lånt fra Maskinbladet

 

Vækst i den moderne landsbysmedje

Af Helge Plougmann Nielsen, hn@fbg.dk – 1. mar. 2016
http://www.maskinbladet.dk/artikel/vaekst-i-den-moderne-landsbysmedje

Rita og Jan Christensen, der driver Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, kalder virksomheden for den moderne smedje, som løser forefaldende opgaver hos virksomhedens kunder.

Rita og Jan Christensen har på godt et år solgt 14 Schäffer læssemaskiner. Virksomheden blev i 2015 årets Præstbro Forhandler. Seks servicebiler og veluddannede montører reparerer både indendørsmekanik, mionilæssere og traktorer. På traktorværkstedet findes der dieknoseudstyr til de fleste traktormodeller.

Thy-Mors Udmugning og Maskinservice blev etableret i 1986 og har siden 1990 udviklet sig på den nuværende adresse ved Sundby syd for Thisted. Virksomheden beskæftiger 12 medarbejdere og råder over seks servicebiler. Der forhandles blandt andet Landini, Schäffer, Kongskilde, GEA-Mullerup, BM Siloer samt redskaber fra Præstbro.

– Indendørsmekanisering med fodringsteknik og udmugning i både kvæg- og svinestalde har altid været en af virksomhedens spidskompetencer, og her dækker vi i nord området op til omkring Brovst og mod syd og øst dækker vi Thy, Mors og Salling, siger Jan Christensen, der driver forretningen sammen med sin kone, Rita, der står for bogholderiet samt butikken.

Maskinforretningen i Thy har rødder tilbage til DLAM-tiden, og derfor er det Mullerup, eller Gea Farm Technologies Mullerup som det hedder i dag, virksomheden samarbejder med, når der arbejdes med indendørsmekanisering.

I kvægstalde suppleres fodringssystemer fra GEA-Mullerup af fuldfoderblandere fra JF.

– Der kører rigtig mange JF-Feeder her i området, og da vi både har oplagt reservedele til vognene og har montører, som er eksperter i at servicere vognene, kan vi tilbyde kunderne en førsteklasses service af blandevognene, siger Jan Christensen.

Niche genererer kunder

– For at overleve som lille virksomhed er det nødvendigt med en niche, der kræver specielle kompetencer, og som er uinteressant for de store maskinforretninger at kaste sig over. Det er ikke alle der vil arbejde med mekanik i en svinestald eller stå og reparere et udmugningsanlæg en kold vinterdag. Det er vi eksperter i, og i kraft af nogle dygtige montører kan vi ikke blot reparere men også foretage forbedringer, når vi er i staldene, siger Jan Christensen, og tilføjer:

– Mange af vore kunder til traktorer, redskaber og minilæssere er kunder som vi allerede kender fra arbejdet i staldene. Når vi alligevel er på ejendommen, kan vi jo lige så godt servicere minilæsseren og måske også traktoren.

Minimaskiner er blevet en succes

For godt et år siden overtog Thy-Mors Udmugning og Maskinservice forhandlingen af Schäffer, og til dato er der solgt 14 røde minilæssere.

Hos den danske importør, Helms TMT-Centret, er medindehaver Allan S. Helms imponeret over den nye forhandler på Thy.

– Det er en virksomhed med fokus på de rette ting, og der sælges kun noget, som de kan stå inde for. Derudover yder virksomheden en sublim service, som sikrer at kunderne er kørende uanset om det er hverdag eller weekend, siger Allan S. Helms.

De nye minilæssere er solgt til både kendte og nye kunder. Som regel følger der en brugt læser med i bytte på en ny læsser, og Jan Christensen var derfor spændt på, om virksomheden kunne omsætte de brugte læssemaskiner. Men foreløbig har det ikke været noget problem, og lige nu har Thy-Mors Udmugning og Maskinservice kun to brugte minilæssere til salg.

Nyt er godt – men brugt sælger bedre

Thy-Mors Udmugning og Maskinservice solgte i 2015 en enkelt ny Landini traktor, og indehaveren erkender, at det er vanskeligt at være lille, når der skal sælges fabriksnye traktorer.

– Mange kunder har den opfattelse, at en Landini skal være billigere end andre traktorer i en tilsvarende størrelse. Det forstår jeg ikke helt, når jeg ved, at Landini anvender motorer og transmissioner fra producenter, som også leverer til nogle af de markedsledende fabrikater, siger Jan Christensen, der frem for nye traktorer har succes med at omsætte nyere brugte traktorer.

– De fortrukne mærker er Landini, John Deere og Deutz. Men på traktorværkstedet har vi dieknoseudstyr til de fleste traktormodeller, og kommer vi ud for noget vi ikke selv kan klare, har vi et godt samarbejde med de øvrige forhandlere, siger Jan Christensen.

Årets forhandler

Virksomheden i Thy sælger markredskaber fra blandt andet Kongskilde, Överum og Præstbro. Sidste år gik salget af redskaber fra den nordjyske importør så godt, at Thy-Mors Udmugning og Maskinservice blev udnævnt årets Præstbro Forhandler 2015.

Ved overrækkelsen af diplomet sagde Flemming Larsen, Præstbro, blandt andet:

– I lever og ånder for kunderne og tager gerne på dyrskuer og demonstrationer for at vise redskaber og traktorer. I er en loyal samarbejdspartner og har i 2015 tredoblet salget af redskaber fra Præstbro.

Rita og Jan Christensen er bekymrede for landbrugets økonomiske situation, men tror på en fremtid for dansk landbrug. Lige nu er der en stigende efterspørgsel på reparationer, og derfor søger Thy-Mors Udmugning og Maskinservice en ekstra montør.